Seneste nyheder

Åbningstider

Lørdag 10.00 - 17.00
Søndag 10.00 - 17.00

Priser

Entré kr.  50,-
Børn u. 12 år Gratis
Grupper kr.  40,-
(min. 10 personer)

 

 



Auto Galleriets sponsorer



Følg os på Facebook

Find Auto Galleriet på Facebook

Følg os på YouTube

youtube-logo

Betalingsservice tilmelding

Klik her for at tilmelde betaling af medlemskontingent til Betalingsservice

Roadtrip gennem Sverige - Prolog


Lad os lige spole lidt tilbage. For det hele starter naturligvis – som altid – med en drøm. Jeg har ejet og leget med BMW 02’ere i over 20 år nu. Det hele startede som kun 16-årig, da jeg købte min 73’er BMW 2002, som jeg i øvrigt stadig ejer. Jeg har for så vidt alle dage haft fokus på at bevare originaliteten af mine klassikere, men med tiden voksede min interesse tilmed i retning af de tidligste udgaver af en given model. Før diverse facelifts gjorde deres indtog, og inden bønnetællerne fik for meget magt. Nu bliver det så lidt nørdet, men 02-modellen fik to facelifts i sit liv – den første i 04/71 og så den helt store i 09/73, hvor den blandt andet mistede sine karakteristiske runde baglygter. De første modeller før 04/71 har en skøn simplicitet, funktionalitet og renhed over sig – der er ikke noget fyld på eller i bilen, som du ikke strengt taget har brug for. Der er ikke så meget unødvendigt pynt.

Og nu bliver det så meget nørdet. For dertil var der i løbet af de første halvandet års produktion adskillige små ændringer. Det kan strengt taget ikke betragtes som facelifts, da mange af dem skete løbende og uafhængigt af øvrige ændringer. Det var nærmere et spørgsmål om at rette produktionen lidt til – og her var bønnetællerne netop med inde over. Disse første modeller – fra produktionen af den første BMW 1600-2 i marts 1966 og indtil 68-modellen blev præsenteret i september 1967 – udviklede sig hastigt til at være min helt store drøm! Men mens jeg drømte, lærte jeg også mere og mere om disse tidlige 02’ere, og om alle de små besynderlige detaljer som de besidder, og det stod til sidst klart for mig at selv en 67’er simpelthen ikke ville række. Det måtte bare være en ægte 66-model, som jo kun blev produceret mellem marts og august 1966 – sølle 6 måneder: Kun her var alle de oprindelige unikke detaljer, som senere gik tabt, stadig i behold.

Roadtrip-1-BMW1600 Munichpresentation0903661
Den første offentlige præsentation af BMW 1600 den 9. marts 1966

Det er bare ikke nogen let opgave at finde en 66’er BMW 1600-2. Der blev ikke produceret synderligt mange, og de fleste er jo for længst gået tabt til lyden af rustende pladedele. Dertil er nogle af de få som endnu eksisterer blevet renoveret engang i 80’erne eller 90’erne, hvor en 66’er bestemt ikke ansås for noget særligt. I den forbindelse blev de opdateret til at ligne en nyere model, og så kan det jo ligesom være det samme, hvis alle de besynderlige små 66’er detaljer er gået tabt. Men jeg kom til at kende til en BMW 1600-2 helt oppe i det nordligste hjørne af Sverige, som bare var den helt rigtige! Med chassisnummer 1504010 blev den produceret d. 25. august 1966, og endnu mere fabelagtig er den, da den bærer en af mine absolut ynglingsfarver, nemlig Derby Grau (farvekode 056). Det bliver næppe mere 60’er chic’et! Foruden løbende vedligeholdelse og en omlakering i originalfarven engang i 90’erne, så fremstår den stadig fuldstændigt originalt, urørt og uspoleret. Der var blot et enkelt irreterende lille problem: Ejeren Mats Helstrøm ville ikke sælge. Men jeg erklærede selvfølgelig min interesse og vi holdt kontakten.

roadtrip-2-02-dashboard-661
Særligt kabinen var præget af mange særlige detaljer de første halvandet år og enkelte som endda kun fandtes på 66’erne.

Pludselig sidste vinter dukkede der så en email op fra Mats: Nu var tiden muligvis inde for at den lille 1600-2 skulle have en ny kustode. Ærlig talt kunne timingen ikke have været meget ringere, for på det tidspunkt var jeg ved at afslutte et syv måneders ophold i Australien, skulle til at flytte hele familien ud til Hong Kong og havde desuden ikke lige økonomien til endnu en klassiker i garagen. Men jeg kunne jo ikke lade denne chance gå tabt. Til alt held fangede den lille 66’er også interesse hos min australske kammerat og 02-entusiast Alvin Chua, og vi besluttede os hurtigt for at gøre den til dele-bil for europæiske træf. En aftale blev brygget sammen med Mats, som blandt andet indebar at 66’eren kunne blive holdende i hans garage indtil sommeren, hvor vejret – og ikke mindst min kalender – ville være mere indbydende til en roadtrip fra Piteå og hjem til dens nye hjem i Danmark.

roadtrip-3-BMW-1600-2-66-21
Også dette “BMW 1600” skilt var unikt på 66’eren.

De sidste par uger er så gået med at planlægge denne episke rejse. Og det er netop en rejse! For det er ikke bare et spørgsmål om at transportere 66’eren til Danmark hurtigst muligt, men derimod en oplagt mulighed for en roadtrip. En ordentlig roadtrip og en rejse tilbage i tiden – måske til 1966… Først og fremmest så har en gammel kammerat fra England, Paul Hill, som jeg lærte at kende gennem klassiske BMW’er over ti år siden, meldt sig til at tage del i eventyret. Så mens jeg flyver fra mit nye hjem i Hong Kong til Luleå, så gør han det samme fra London til Luleå. Vi ved, at det ganske givet er muligt bare at brage sydpå og gennemføre denne tur på to døgn, men det er jo ikke just det som er hensigten med denne roadtrip tilbage til en bedre tid, hvor alt var simplere og mere charmerende!

Nej, vi holder os så vidt muligt udelukkende til landeveje, stopper når vi passerer noget som er smukt eller på anden vis tiltalende, tager et hav af billeder og nyder frem for alt bare bilen, vejene, naturen, de små landsbyer, maden og det gode selskab. Med andre ord: Vi tager os tiden! Noget den moderne verden sjældent tillader os at gøre mere, men det hører sig da til i en 66’er. Der er ikke nogen fast plan og ej heller en fast rute, men vi forventer da at følge østkysten ned til Stockholm. Derefter vil vi gerne besøge det smukke Motala Motor Museum ud til vandet i Motala og måske overnatte på deres Hotell Nostalgi, som har en fin atmosfære af gårsdagens hygge over sig. Saab Car Museum i Trollhattan ligger også lidt i kortene, og i Kagerød et stykke udenfor Malmø bor Sveriges største 02-troldmand når det drejer sig om historisk motorsport.

Læg dertil et par svenske venner, som bør besøges på rejsen, og der er bestemt potentiale for en fantastisk roadtrip. Men planen og ruten kan ændres ved et hvert T-kryds, hvis vejen til venstre ser mere indbydende ud end den til højre. Okay, visse ting skal naturligvis planlægges, og Mats har lovet mig at 66’eren vil være klar til turen med forsikring på bilen og et friskt syn. Jeg har også arrangeret med Walloth & Nesch (www.wallothnesch.com), som er Europas førende specialister i reservedele til klassiske BMW’er fra 60’erne og 70’erne, og de har lavet en passende reservedelspakke med diverse sliddele vi kunne få brug for på rejsen, og sendt det hele til Mats i Piteå, så det står klar deroppe når Paul og jeg ankommer. Det bliver forhåbentlig ikke nødvendigt, men det ville nu engang være fjollet at skulle tilbagelægge de sidste 1000 km af turen på en ladvogn, bare fordi man ikke havde et ekstra strømfordelerdæksel liggende bag i bilen…

roadtrip-4-66-BMW-1600-2-intro1
For de fleste er dette sikkert bare endnu en ’02, men kenderen vil straks identificere den som en 66’er eller 67’er BMW 1600-2.

Så er det her synderligt rationelt? Nej, egentlig ikke. Faktisk slet ikke! Men det bliver piv-spændende og en fantastisk oplevelse. Desuden skal vi jo køre et tysk kvalitetsprodukt, så trods sine 47 år så skal den lille BMW da nok klare rejsen.

Famous last words… 02Anders.

Læs om første dag på turen her